Nyhedsbrev #121: Vi bliver flere og flere!

Kære gårdejere,

Kan I mærke det? Der blæser nye vinde. Folkestemningen syder og bobler. Der er fornyet fokus på vores drikkevand, danskproduceret frugt og grønt og forholdene i de danske grisestalde.

Og heldigvis for det, for der er meget på spil:

  • Mere end hver anden drikkevandsboring i Danmark er i dag forurenet med rester af pesticider og andre giftstoffer – og der sprøjtes fortsat lige over fremtidens drikkevand.
  • På under 1% af Danmarks samlede landbrugsareal dyrkes frugter og grøntsager til mennesker. Det gør os bl.a. sårbare i forhold til selvforsyning.
  • De ca. 40 millioner grise, der hvert år fødes i Danmark, lever under ganske forfærdelige forhold med tvangsfiksering af søer, enormt høj dødelighed blandt pattegrise og med under 1 kvadratmeter pr. gris, der vejer helt op til 110 kilo.

Vi i Andelsgaarde vil det anderledes. Sammen skaber vi et sundere landbrug i Danmark. Vi producerer mad til mennesker og dyrker uden gift og pesticider. Vi støtter et grønt generationsskifte i landbruget. Vi ejer jorden i fællesskab og giver plads til naturen – og vi bliver flere og flere. I 2025 bød vi hjerteligt velkommen til 724 nye gårdejere ❤

Vi håber og tror på, at de nye vinde også blæser på Andelsgaarde og lader os vokse endnu mere. Jo flere vi er, jo større forandring kan vi skabe sammen.


Og apropos grise: Andelsgaardes filmklub, Grønne Drømme, viser filmen Food for Profit i København d. 2. februar 2026 kl. 19.00. Den prisvindende dokumentar afslører tætte forbindelser mellem kødindustriens lobbyister og korrupte politikere og blotlægger, hvordan EU overfører svimlende summer til intensive landbrug, der mishandler dyr, forurener miljøet og øger risikoen for fremtidige pandemier. Det er barske løjer. Du kan læse mere her.


De bedste hilsner,

Marie Lynge Madsen
Kommunikationsansvarlig i Andelsgaarde

 
Kilder: Læs mere om Danmarks Regioners bekymring for vores drikkevand her, om sprøjtning med pesticider ovenpå fremtidens drikkevand her, om Danmarks frugt- og grønt produktion her og om forholdene i de danske grisestalde her.