Så blev det jul og endnu et år går på hæld. Sammen er vi lykkedes med at skabe stærke fremskridt mod et andet landbrug i Danmark – til gavn for naturen, drikkevandet, biodiversiteten, klimaet og for mere økologisk, grøn mad dyrket i dansk jord. Lad os tage en dyb indånding og give os selv og hinanden en stor, visionær og kærlig tanke!
2025 har budt på utallige gode oplevelser, skarpe initiativer og målrettede indsatser. Et tilbageblik på nogle højdepunkter fra året, der er gået:
- Vi har med Hammersly på Bornholm budt en ny gård velkommen i Andelsgaarde-familien.
- Fem nye forvaltere er kommet med ombord – tre på Høsteriet og to på Hammersly.
- Vi har plantet over 1.000 træer på Spaanbrogård, Brinkholm og Lerbjerggård.
- Et skovlandbrug med hasselbuske er blevet etableret på Brinkholm.
- En sansehave i genbrugsmaterialer med træer og buske er blevet etableret på Lerbjerggård.
- Vi har haft over 2.500 mennesker forbi til mere end 100 arrangementer.
- Vi har holdt store midsommerfester, høstfester og åben gård arrangementer på Jordbruget Soldug, Lerbjerggård, Spaanbrogård, Høsteriet, Brinkholm og Den Lille Mark.
- 525 folkeskoleelever har på Høsteriet og Lerbjerggård fået undervisning i, hvordan man dyrker en sund jord.
- Vi har på Brinkholm på nye måder undersøgt menneskets tilhørsforhold til jorden med forskningsprojektet Jordforbindelser.
- Der er sået og spiret og vokset og høstet uanede mængder grøntsager, frugt og korn på vores gårde.
- Tre forvalterpar har fået en ny bolig: Christopher og Nanna er flyttet ind i det nye stuehus på Lerbjerggård, mens Uschi og Davide og Nikolai og Zoe er flyttet ind i energirenoverede lejligheder i stuehuset på Brinkholm.
- Vi har været med i DR-programmet Jorden Kalder, og vi har været i Jyllandsposten, Politiken, Information, P1 og P4.
- …og aaaalt muligt andet, selvfølgelig.
Livet er gået sin gang – både på gårdene og i alle små hjem. Vi bliver stadig flere gårdejere, og sammen skal vi skabe endnu større forandring i 2026.
Rigtig glædelig jul – og godt nytår!
De bedste hilsner,
Jacob Westergaard Madsen
Foreningsdirektør i Andelsgaarde
Psst. Mangler du en sidste julegave? Læg et sundt, dansk landbrug med plads til naturen under juletræet. Tjek mulighederne her.