Nyhedsbrev #87: Etablering af mediegruppe i Andelsgaarde

Kære gårdejere
Mens I går ind i påsken, får I her en opfølgning på medlemsundersøgelsen, bl.a. med etablering af en oplysnings- og mediegruppe. Der er også nyt om muligheden for at slå med le – samt en masse andre arrangementer.

Medlemmerne om Andelsgaarde
Vi udsendte i 2022 en medlemsundersøgelse for at blive klogere på hvem vi er og hvordan vi bliver stærkere sammen. Nu vil vi gerne dele nogle resultater. Undersøgelsen havde 254 deltagere og anses ikke for at være repræsentativ, men giver os indsigt i nogle af jeres idéer om hvordan vi kan udvikle Andelsgaarde sammen. Undersøgelsen viste bl.a. at:

Strategi til hvervning
Mange af jer vil gerne være med til at hverve, og ønsker en personlig, konkret, og aktiverende hvervningsstrategi.

Derfor har vi lavet et ambassadørkit til jer, så I er rustet med gode argumenter når I spiser sammen med gode venner eller kolleger. Ambassadørkit – Andelsgaarde.dk

Politisk indflydelse

I 2025 og 2030 forestiller I jer støt vækst i foreningen, med flere gårde og mange flere medlemmer. Samtidig pointeres det, at vækst ikke kun handler om størrelse, men om at styrke foreningen og dens politiske indflydelse.

Derfor vil vi i år udvikle en regenerativ landbrugspolitik og presse yderligere på for en omlægning af det konventionelle landbrug.

Medier og oplysning

I har efterlyst mere kommunikation og arbejde for politisk forandring.
Derfor vil vi samle en frivillig oplysningsgruppe, hvor vi laver skriveworkshops, så vi kommer til at fylde mere i den offentlige debat. Meld jeres interesse hos Sofie på info@andelsgaarde.dk, så hører I nærmere.

Medier og oplysning

I har også efterlyst mere kommunikation omkring de interne processer.
Derfor kan I fremover, udover bestyrelsesreferaterne, finde månedlige orienteringer fra den daglige ledelse. Dem finder I her: Om os – Andelsgaarde.dk

Lær at slå med le – og andre arrangementer
Vi vil gerne etablere et høslæt-laug på Lerbjerggård, som en gang årligt skal være med til naturplejen af vores dejlige engareal bag markerne. Det sparker vi i gang med høslæt lørdag den 15. april, hvor I kan komme og lære at slå med le og blive klogere på hvad høslæt er og hvad det er godt for. Det bliver både sjovt, sundt og lærerigt. Læs mere på hjemmesiden: Høslæt på Lerbjerggård

I ”Det sker” kalenderen kan I også læse meget mere om andre kommende arrangementer:


Farmer fitness på Lerbjerggård: 6. april, 7. april, 5. maj, 18. maj, 27. maj, 10. juni, 24. juni.


Åbent hus på Spaanbrogård: 13. maj.


Andelsgaardes eget farmers market i Demokrati Garage 26. maj og fem yderligere gange.


Markvandringer på alle tre gårde sommeren over.

Bedste hilsner
Sofie, Jacob og bestyrelsen