Kære gårdejere,
På alle gårdene høster vores fantastiske forvaltere løs af de sprødeste grøntsager – iført solhatte og med kæmpestore vanddunke for enden af rækkerne! 


Samtidig sker der alt muligt andet…
På årets Folkemøde på Bornholm startede vi en ny tradition. Omkring 50 mennesker boede på Camp Andelsgaarde på Hammersly, vores gård på Bornholm. Hver morgen var der fælles morgenmad, morgensamling og en times markarbejde med forvalterne, inden der var dømt fri leg i Allinge, hvor vi var repræsenteret på flere forskellige scener med debat om visionerne for fremtidens landbrug og vejen dertil.
Vi inviterede alle på Folkemødet til Åben Gård, og hele Folkemødet var dekoreret med grønne, skønne, spiselige planter fra Hammersly.
Fyns nok smukkeste fælles væksthus er blevet indviet på Spaanbrogård. Dørene er åbne til aktiviteter, fællesspisninger og stort lokalt engagement. Væksthuset står så flot, at det er nomineret til den europæiske inspirationspris, ARIA (Agricultural and Rural Inspiration Awards). Stort tillykke til os alle sammen!
Hold sommerferie på vores gårde og få pirret alle dine sanser: Find din indre ro mens du nyder solen og skyggen, mærker jorden, kigger langt ud over grøntsagsrækkerne og lytter til insekternes summen – og køb et bundt radiser i gårdsalget til smagsløgene, så er der fuld plade!
Tjek Det sker kalenderen: Alle vores gårde inviterer til markvandringer. Lerbjerggård i Nordsjælland inviterer til Farmer Fitness hver torsdag hele sommeren. Hammersly på Bornholm inviterer til Farmer Fitness hver onsdag hele sommeren og åbner også drivhuset til fire filmvisninger.
Rigtig god sommer!
De bedste hilsner
Kristine Møller Gårdhus
Arrangementsansvarlig i Andelsgaarde