Nyhedsbrev # 18 De Første 500 Husdyr Er Ankommet Til Lerbjerggård

[vc_row][vc_column][vc_column_text]De første 500 husdyr er ankommet til Lerbjerggård

Nu er hverdagen så småt ved at vende tilbage for de fleste af os, og også for Andelsgaarde. Vi er glade for at noget at det første vi kan berette er, at den første fælles arbejdsdag på Lerbjerggård var en kæmpesucces. ”Store jordskokkedag” levede fuldt op til sit navn, da 17 medlemmer i bragende solskinsvejr lørdag d. 3 august fik svedt sig igennem skoven af jordskokker og fik ryddet marken for den stærke plante.

En stor tak til dem, der hjalp til på dagen – og tak for kage og medbragt hjemmebrygget øl.

Den anden store nyhed er, at de første 500 husdyr er ankommet til Lerbjerggård. Det er hverken køer, heste, grise eller får, men glade, sultne kompostorme, der er klar til at gå på arbejde. I denne uge tog Nanna og Christopher imod vores nye husdyr og fik de første 500 kompostorme til at gå i gang med gårdens nyindrettede kompostbunke. Forhåbentlig vil de smovse sig igennem de mange jordskokker hen over året.

Renovering og kommende arbejdsdage

Før vi kan påbegynde istandsættelsen af vores gård skal den undersøges for farlig kemi, og jf. affaldsbekendtgørelsen skal vi ansøge kommunen om bortskaffelse af affald i forbindelse med renoveringen. Det arbejde er nu igangsat, og vi afventer i spænding, hvornår vi rigtig kan komme i gang.

Men det skal ikke holde os tilbage. Vi starter ud som planlagt med arbejdsweekender lørdag d. 24 og søndag d. 25 august og d. 31 august og 1 september med at ordne gårdens udearealer. Der skal beskæres, slås græs og meget andet. Og hvem ved, måske skal vi plante de første bærbuskeJ

Skriv til Christopher på chris-gren_96@hotmail.com og tilmeld jer. Skriv, hvor mange I kommer og hvilke dage I planlægger, at komme, så gør vi klar. Husk madpakke til frokost og måske en kage, at dele med de andre medlemmer. Vi skal nok sørge for saft, kaffe og the! Vi starter kl. 10 og slutter af med tidlig fællesspisning både lørdage og søndage i laden – og går hjem kl. 18:00. Medbring selv kolde retter og drikkevarer.

Hvis nu vejret er rigtig skidt?

Hvis nu vejret ikke er til udearbejde, så aflyser vi om morgenen kl. 07:00. Hold øje med mailen og ring evt. til Christopher på 23274829 ved 7-9 tiden, hvis du er i tvivl.

Transport og parkering

Der er ikke så mange parkeringspladser på gården, og vi vil nødigt genere naboer, så tag gerne toget, hvis det er muligt. Det går lige til døren, eller parker ved Melby station og spot nogle af de andre glade medlemmer.

Redskaber og værktøj

Der er allerede søde medlemmer som har givet donationer. Vi har fået doneret en hel almuestue og en 10 literskaffemaske. Det er vi rigtige glade for. Hvis nogle af jer har gamle haveredskaber eller værktøj, som I alligevel ikke bruger og har lyst til at donere dem til gården, så medbring dem gerne på arbejdsdagene, så vi får opbygget et godt værksted til glæde for alle 🙂

Vi glæder os så meget til at se jer![/vc_column_text][/vc_column][/vc_row]