Nyhedsbrev # 61 – Andelsgaarde søger daglig leder

[vc_row][vc_column][vc_column_text]

 

Andelsgaarde søger daglig leder

Foreningen Andelsgaarde blev stiftet i 2018 med det formål at opkøbe og dyrke jord, på en måde som imødeser klima- og biodiversitetskrisen. Foreningen tæller nu over 2000 betalende medlemmer og har lige erhvervet sin anden gård. I foreningen arbejder vi hele tiden for at udvide med flere gårde med henblik på at opbygge regenerativt landbrug, skovlandbrug og rejsning af biodiversitetsskov.

I takt med at Andelsgaarde vokser, er der behov for en daglig leder, der kan kommunikere klart til bestyrelsen og servicere Andelsgaardes medlemmer, som er foreningens gårdejere, handle selvstændigt og bistå vores forvaltere i økonomiske og organisatoriske spørgsmål. Du vil indgå i et socialt fællesskab, hvor der er mange medlemmer, og hvor mange gerne vil hjælpe til. Gårdene ejes i fællesskab, men vi værner altid om vores forvalteres privatliv. Vi er apolitiske og arbejder hverken blåt eller rødt, men for en grøn verden, som vores børn og børnebørn kan overtage.

Den daglige leder forventes at forestå følgende opgaver:

· Organisere og servicere Andelsgaardes frivillige arbejdsgrupper

· Varetage fremtidige fondsansøgninger og donationer

· Stå for at organisere medlemsarrangementer, foredrag, arbejdsdage mv.

· Følge op på byggestyring

· Samarbejde med foreningens bestyrelse

Vi tilbyder en fleksibel arbejdstid, og stillingen kan efter aftale besættes enten som en halvtidsstilling eller fuldtidsstilling. Stillingen må forventes at indebære rejseaktivitet.

Kvalifikationer

· Du har en relevant uddannelse eller erfaring indenfor organisationsudvikling, og du har derudover relevant viden om landbrugsforhold, naturgenopretning og evt. rejsning af skov eller skovlandbrug.

· Du er udpræget holdspiller med evne og lyst til at løse opgaver på tværs af fagligheder og er åben for inddragelse af forskningsprojekter og videreformidling af viden.

· Du kan kommunikere på sociale medier eller er indstillet på at modtage medietræning i samarbejde med Andelsgaarde.

· Du er altid i stand til at byde vores medlemmer velkommen med et smil samt at være ansvarlig for planlægning og afvikling af medlemsaktiviteter herunder markvandringer, fællesspisninger, foredrag og meget mere – selvstændigt eller i samarbejde med bestyrelsen.

· Du har kendskab til regnskabsførelse og kan overskue en foreningsøkonomi, hvis forretningsmodel har til formål at binde mere CO2, end der udledes.

Løn efter forhandling og resultat

Vi giver gerne den rette kandidat en titel som foreningsdirektør, men med sikkerhed ikke en løn, der matcher, for selvom vi vokser og har en pæn økonomi, kan vi ikke være lønførende. Til gengæld er jobbet måske det fedeste, og vi garanterer alt fra jord under neglene, til funk- og popmusik i marken.

Krav til ansøgningen

Ansøgningen skal indeholde motivation og et udkast til, hvor du ser Andelsgaarde indenfor en kort årrække. Vi vil bede dig om at sigte højt, for det gør vi.

Ansøgningen sendes til info@andelsgaarde.dk mærket ”ansøgning” i emnefeltet. Fristen er den 18. maj.

Alle ansøgninger behandles fortroligt. Ved fremsendelse af ansøgning accepterer du, at vi må bruge dine persondata til behandlingen af din ansøgning, og at de deles med bestyrelsen. Alle ansøgninger gemmes i 48 måneder, hvorefter de slettes.

Du bedes indsende ét samlet dokument inklusive CV med billede i pdf-format. Du vil høre fra os senest 14 dage efter indsendelsen og blive informeret om den videre proces.

Vi opfordrer alle kvalificerede ansøgere uanset alder, køn, religion og etnisk tilhørsforhold til at søge stillingen.

Om Andelsgaarde

Foreningen Andelsgaarde blev skiftet i 2018 med henblik på at opkøbe gårde og omlægge jorden til bæredygtig og økologisk dyrkning med fokus på minimal jordbearbejdning, CO2-lagring og fødevareproduktion direkte til mennesker samt omlægning af landbrugsjorder til natur.

Vi har gentænkt andelstanken, som i korthed går ud på, at en gruppe mennesker går sammen om at løse et problem, men vi opererer ikke med andele i traditionel forstand. Vi har gentænkt modellen, således at hvert medlem betaler 150 kr. om måneden, som går til at sikre, at vi har en bæredygtig økonomi, at vores gårde er hurtigt gældsfrie, og at vi kan dyrke jorden så bæredygtigt som muligt. Til gengæld forventer vores mange medlemmer som gårdejere, at vi har høje ambitioner og sørger for en professionel organisation, der udvider, i takt med at der er egenkapital til at erhverve flere gårde, der kan omlægges – og hvor der kan etableres positive og stærke fællesskaber.

Udover medlemmernes månedlige indbetalinger har Andelsgaarde modtaget fondsdonationer. Foreningen har derved opbygget en egenkapital og indgået de første partnerskaber med henblik på at opbygge regenerativt landbrug, skovlandbrug og rejsning af biodiversitetsskov. I 2021 nedrives og genopføres Andelsgaardes hovedgård i Melby ved Liseleje, ligesom den nye gård på Fyn mellem Nyborg og Kerteminde forventes at gennemgå en større renovering med påbegyndelse i 2021 og forventes at blive omlagt til biodiversitetsskov, skovlandbrug en mindre grønsagsproduktion.

Andelsgaarde har en ulønnet, men professionel og erfaren arbejdende bestyrelse, der fastsætter de overordnede rammer for arkitektur, organisation, oplysningskampagner og økonomi. Vi arbejder efter en klar struktur og på et informeret grundlag. Vores øverste besluttende myndighed er vores generalforsamling, hvor bestyrelsen fremlægger årsregnskaber, beretninger, strategi mv.

Du kan læse mere om Andelsgaarde på www.andelsgaarde.dk. Såfremt der er spørgsmål vedrørende ansøgningen, bedes de stilet til info@andelsgaarde.dk

 

 

[/vc_column_text][/vc_column][/vc_row]