Nyhedsbrev # 21 – Nyt fra jorden
.

[vc_row][vc_column][vc_column_text]

Nyt fra jorden

Siden overtagelsen af Lerbjerggårds jorde d. 1. august har Nanna og Christopher haft travlt med at klargøre den tidligere konventionelt dyrkede kartoffelmark til en mark, der kan levere klimavenlige grøntsager fra næste sæson.

Den kommende grøntsagsmark er blevet inddelt i 8 lige store marker, som næste år vil huse hver sin familie af grøntsager, der alle indgår i et 8-årigt sædskifte. Således vil jorden få en pause på 7 år mellem dyrkning af forskellige grøntsagsfamilier på samme mark og derved blive mere hårdfør over for sygdomme og skadedyr. Blandt de 8 små marker vil der på mindst 2 af disse ikke dyrkes grøntsager, men i stedet sås til med grøngødningsblandinger, hvis formål er at forbedre jordstrukturen, frigøre næring og tilføre liv i og over jorden.

De 8 marker er målt op og afmærket på jorden, og da vejret langt om længe tillod det, blev der d. 16. august sået diverse blandinger af efterafgrøder på alle markerne, som kan ses spire frem på jorden nu. Planterne i disse blandinger bidrager til at holde på jordens næringsstoffer igennem vinterens vind og vejr samt at holde liv i de vigtige jordboende mikroorganismer, så de kan gavne næste sæsons grøntsagsplanter.

Selve dyrkningen af grøntsager på markerne vil tage udgangspunkt i ‘Market Garden’-stilen, hvor der dyrkes uden brug af traktor, men i stedet gøres brug af menneskelig arbejdskraft og smarte håndredskaber. Da grøntsagsproduktionen ikke er indrettet efter en traktor, kan der sås og plantes tættere, og herved dyrkes flere grøntsager på samme areal. Vigtigst af alt vil dyrkningen være pløjefri. Det betyder, at der vil vendes mindre rundt i jordlagene og på den måde udledes mindre af jordens dyrebare organiske materiale som CO2.

Træer og naturpleje

Ud over grøntsagsmarken fokuseres der også på ejendommens 3,4 hektar store græsareal beliggende længst mod øst. I den ene ende af dette areal er de første nøddebuske allerede plantet i det, der i løbet af vinteren skal etableres som en divers have med frugter, nødder og bær, der – ud over at producere skønne fødevarer – alle vil lagre CO2 gennem deres vækst.

Den anden ende af græsarealet er udpeget som et særligt bevaringsværdigt, fersk engområde, der skal beskyttes og indgå som en del af gårdens naturpleje. Her har biolog og Andelsgaarde-medlem Camilla Brok påbegyndt registreringen af arter, så der kan skabes et grundlag for udarbejdelsen af en plejeplan for engen.

Det var alt nyt fra jorden, og tak til alle jer, som er mødt op til arbejdsweekender. Det har været fantastisk at se jer alle sammen.

[/vc_column_text][/vc_column][/vc_row]