Kære alle

Når juli går på hæld, vil de sidste kartofler være taget op af Lerbjerggårds marker. Markerne skal bugne af grøntsager til næste sæson, så Nanna og Christopher står klar til at forberede jorden. Men inden da skal marken ryddes for de invasive jordskokplanter, der engang var læhegn, men nu har bredt sig over hele marken.

Det er her vi har brug for 10 medlemmer som vil hjælpe til i marken!

Lørdag d. 3. august er Nanna og Christopher klar til at tage imod 10 medlemmer, der har lyst og energi til at prøve kræfter med de genstridige jordskokker. Der er spader på gården. Arbejdsdagen begynder kl. 10, hvor der vil blive givet instrukser til opgaven. Herfra arbejdes der fælles i det tempo og i det antal timer, man kan bidrage med, og arbejdsdagen afsluttes, når den sidste jordskok er taget op af jorden.

Arbejdet vil undervejs blive forsynet med kaffe, te og kolde forfriskninger. Får man lyst til at samle et par jordskokkeknolde hjem til plantning i egen eller venners have, er man selvfølgelig meget velkommen!

Tilmelding til Store Jordskokkedag den 3. august sker ved at sende en mail med navn og antal deltagere til Christopher på chris-gren_96@hotmail.com, hvorefter man vil modtage en bekræftelse på sin tilmelding.

Vi håber at se så mange af jer til en hyggelig dag i marken.